VAND

Vand er nødvendigt for, at du kan fungere optimalt. Ja, endda nødvendigt for din overlevelse. Der er intet, der kan stoppe vand. Det trænger ind alle vegne og besidder såvel en voldsom kraft som en yndefuld rislen. Begge dele kan forme sten, floder og bjerge. Vand transformerer ikke kun landskaber men også dig og mig.

Mennesket består af omkring 70 % vand afhængig af alder, vægt og køn. Jo yngre du er, jo mere vand indeholder kroppen. Mænd indeholder mere vand end kvinder på grund af en større muskelmasse. Vandet udgør også 70 % af Jordens overflade – derfor kalder vi vores klode ”Den Blå Planet”.

Helt konkret

I min dagligdag prøver jeg at huske at have en god og sund væskebalance ved at drikke vand – lidt men ofte. Jeg husker at få bevæget vandet i kroppen og få flyttet på det, så der ikke danner sig brakvand i visse områder af kroppen. Bare en gåtur, mere skal der ikke til. Og så tænker jeg ofte med stor taknemmelighed på, hvor heldig jeg er, at jeg bor et sted på Jorden, hvor vi altid har adgang til rent vand.

I min Yin Yoga-praksis minder jeg mig selv om, at jeg hovedsaglig består af vand. Specielt husker jeg det, når jeg møder modstand i en stilling. Så ser jeg det for mig, forestiller mig det og gør så mine bevægelser mere langsomme og flydende. På den måde flytter og udvider jeg mine grænser. Jeg tilpasser mig lettere enhver situation – både kropsligt og mentalt – fra et sted, som er flydende, eftergivende og accepterende.

VAND – dine grænser er flydende

Ovenstående er et uddrag fra ”YIN YOGA stræk dig til velvære” Vol. 2.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *