Mine oplevelser med ayurveda i Kerala.

Ayurveda → Oversat fra sanskrit betyder ayurveda “livets videnskab”. Man kan spore behandlingsformen helt tilbage til 5000 år før vores tidsberegning.

Dosha → Er din fødselskonstitution. Der findes tre forskellige doshaer indenfor ayurveda. Det er henholdsvis Vata, Pitta og Kapha (Dit dosha vil altid være en blanding af de tre, men med ét dosha som den mest dominerende). De er alle forbundet med elementerne og naturen i og omkring dig. Se tegningen som jeg har lånt fra wikipedia.

I januar var jeg med en veninde på et to ugers ayurvedisk ophold i Kerala i Sydindien. Inspireret af Janesh Vaidyas bøger om ayurveda, sagde jeg til min veninde i efteråret, at hvis jeg nogensinde blev syg, ville jeg tage ned til ham. ”Hvorfor vente”, sagde hun. ”Lad os tage af sted nu”! Som sagt så gjort. Forventningsfulde tog vi afsted for at blive klogere på, hvordan vi kan forbedre vores helbred og hermed livskvalitet fremadrettet?

Vi blev hentet i lufthavnen og indkvarteret på vores værelse med udsigt over Det Arabiske Hav. Der kan kun være 14 personer på stedet ad gangen. Det gør det rigtig hyggeligt, og med det smilende, imødekommende og søde personale var der altid en god stemning. Hver dag kl 6.45 startede vi med en times yoga på taget af bygningen. Vi praktiserede efter vores helt eget yogaprogram, udfærdiget af en på stedet tilknyttet yogalærer. Janesh mener nemlig, at vi ikke kun skal spise men også praktisere yoga under hensyn til sit dosha. Kl. 8.00 var der morgenmad og kl. 8.30 konsultation med stedets læge. Hun spurgte hver dag om de samme tre ting. Hvordan har du sovet, er der gang i maven og hvordan er humøret?  Vi fik taget blodtryk og vejet. Ud fra denne samtale gav lægen terapeuterne besked på hvilken behandling vi hver især skulle have. Ofte fik vi de samme behandlinger flere dage i træk, men kom igennem fem forskellige på de to uger. Der var to behandlere til hver person, og det var de samme i begge uger. Det gav en tryg og intim stemning.

Kl. 10 fik vi frugt og te. Frugten var afpasset efter dit dosha. Så vi fik ikke samme slags frugt. Teen var afkog af rødder, og vi fik to kander om dagen. Vi havde vores egen termokande og glasvandflaske med navn på. Frokost kl. 12 som altid var en bakke med mange små skåle, dog med variationer til hvert dosha. Kl. 15 var der igen frugt og aftensmaden blev serveret kl. 17.30. Aftensmaden varierede meget. Indimellem kom kokken op i restauranten (terassen) og viste os, hvordan man lavede dagens ret, og hvordan man kunne afpasse den til de tre doshaer. Allerede kl. 19 var det helt mørkt, så vi lå i vores seng næsten hver dag mellem kl. 19 og 20 og sov mellem kl. 20 og 21. Ind imellem solede og badede vi. Tog på småture til de nærliggende byer og gik ture i nærområdet. Der var ofte en yoga- og mediationsworkshops i løbet af dagen, og om søndagen var der danseklasse.

For mig blev al den regelmæssighed hurtigt en trummerum. To uger var passende. Flere af de andre var der i 3-6 uger. Det kan virke utaknemmeligt at føle sådan, men det ligger til mit dosha – Vata, at elske forandring og altid være på vej mod noget nyt. Man kan tage en dosha test på nettet og i mange bøger. Jeg har altid troet, at jeg var overvejende Pitta, men jeg er, ifølge lægen Vata fra fødslen og med ubalance i Vata i dag. Det vil sige for meget Vata. Det gav mig en selvindsigt og selvforståelse, som jeg ikke ville være foruden. Nu forstår jeg, hvorfor jeg ikke kan lide at løbe og generelt føler at fysisk udfoldelse er udmattende. Det er det for en Vata type, så Yin Yoga og meditation er perfekt for mig. Nu behøver jeg ikke længere være utilfreds med mig selv over, at jeg ikke går i fitness center eller spurter rundt om søerne flere gange om ugen. Det er simpelt hen ikke godt for mig. Det var bare én af øjenåbnerne jeg fik de to uger. Jeg tog derfra lettere i krop og sind. Så kost og livsstil betyder virkeligt noget.

Til sidst vil jeg blot nævne, at jeg gennem mange år har kendt til ayurveda og levet efter nogle af anvisningerne. Jeg har fået konsultationer og været på højskoleophold flere gange, men aldrig har noget været så dybt og målrettet mod netop mig. Jeg er så taknemmelig for, at jeg fik muligheden for at prøve et ayurvedisk ophold. Lever jeg efter det i dag? Nej, ikke helt – men jeg har filosofien i baghovedet og prøver hele tiden at hælde mere den vej med min kost og levevis.

Kærlige hilsner

Yvonne

4 kommentarer til “Mine oplevelser med ayurveda i Kerala.

  1. Zarah

    Tack för en mycket bra och ingående recension! Denna nyfikna kvinna slukade vartenda ord. Hur känner du idag, har du behållit några vanor och skulle du åka tillbaka om du fick tillfälle? 🙂

    1. Yvonne Post author

      Kære Zarah
      Tak for det. Som jeg skriver til sidst i indlægget, så er taknemmelig for, at jeg fik muligheden for at prøve et ayurvedisk ophold. Lever jeg efter det i dag? Nej, ikke helt – men jeg har filosofien i baghovedet og prøver hele tiden at hælde mere den vej med min kost og levevis.

      Kærligst
      Yvonne

  2. Sofia

    Hej Yvonne,
    Jeg har været ind på deres hjemmeside, men kan ikke se, hvad et sådan ophold koster. Hvor meget gav du for de to uger ? Det lyder jo som et meget dejlig sted!
    Kh. Sofia

    1. Yvonne Post author

      Hej Sofie,
      Undskyld jeg har været lidt længe om det, men skulle lige finde papirerne frem. Vi gav ca. kr. 18.000 per person for 2 ugers behandlinger, kost og logi. Flyrejsen kommer oveni og der gav vi godt kr. 5.000. Men du skal spørge dem direkte, hvad prisen er. Afhænger sikkert af sæson.
      KhY

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *