Min oplevelse med Vipassana – de ydre rammer …

Så fik jeg endelig prøvet et 10 dages Vipassana retreat. Jeg er en nysgerrig sjæl, så inden jeg tog afsted, søgte jeg information om alt, der vedrører sådant et ophold. Jeg fandt lidt hist og her, men slet ikke nok efter min mening, så jeg vil gerne dele lidt af den praktiske information med dig.

Først skal du vide, at udover at meditere 10 timer om dagen i 10 dage, så må du ikke have noget at skrive med eller på. Ingen mobiltelefon, fotografiapparat eller MP3 afspiller. Ingen bøger eller andet læsestof. Ligesom du ikke må tale med, gestikulere eller få øjenkontakt med nogen af de andre deltagere. Du må ikke motionere eller dyrke yoga. Kun spadserer rundt i skoven i almindeligt tempo. Man siger, at det er fordi, der ikke er plads nok på stedet til det, men også for ikke at adsprede sindet for meget. Sidste måltid serveres kl. 11 udover to stykker frugt kl. 17, som du kun får, hvis du er ny. De gamle elever (som jeg er nu, hvor jeg har været på retreat én gang), får ingen frugt om eftermiddagen. Det mindre madindtag er ligesom den manglende motion med til at holde fokus, så sindet forbliver skarpt. Det daglige program ser sådan ud:

Kl. 04.00               Gong gong – morgenvækning

Kl. 04.30 – 06.30 Meditation i salen eller på dit værelse.

Kl. 06.30 – 08.00 Morgenmadspause

Kl. 08.00 – 09.00 Gruppemeditation i salen

Kl. 09.00 – 11.00  Meditation i salen eller på dit værelse

Kl. 11.00 – 12.00 Frokostpause

Kl. 12.00 – 13.00 Hvile og samtaler med læreren

Kl. 13.00 – 14.30 Meditation i salen eller på dit værelse

Kl. 14.30 – 15.30 Gruppemeditation i salen

Kl. 15.30 – 17.00 Meditation i salen eller på dit værelse

Kl. 17.00 – 18.00 Te-pause

Kl. 18.00 – 19.00 Gruppemeditation i salen

Kl. 19.00 – 20.15 Lærerens foredrag i salen

Kl. 20.15 – 21.00 Gruppemeditation i salen

Kl. 21.00 – 21.30 Mulighed for at stille spørgsmål i salen

Kl. 21.30               Nattehvile – Lyset slukkes

Men først skal jeg lige ankomme til centret, der ligger i Ödeshög i Sverige. Der ligger centre i hele verden, men jeg valgte det nærmeste. Jeg tog snabtoget (billet købes på SJ.SE) fra Københavns lufthavn og tre en halv time senere stod jeg af på Mjölby station. Her havde jeg bestilt plads på en særlig bus (du får oplysninger herom ved tilmelding til retreatet), der kun kører til Dhamma Sobhana Vipassana Center. Det skulle hurtigt vise sig, at vi var mange, der skulle med bussen, og sikke forskellige vi var! Nogen kom trillende med kæmpe kufferter iført pels og mærkevaretasker.  Jeg tænkte straks, de holder da ikke længe! Men jeg skulle blive klogere. Det var ikke første gang, de var på retreat, og de viste sig at være mega seje. Andre så ud som om de kom lige fra en ashram og aldrig havde lavet andet. Midt imellem var så alle os ”helt almindelige”. Mennesker i alle aldre, med vidt forskellige baggrunde fra mange steder i Europa.  Alle med det samme ønske om at stilne sindet. Der var en livlig snak i bussen. Ikke mindst fordi en del kendte hinanden i forvejen. Jeg sendte den sidste besked hjem og slukkede mobilen. Klar til 10 dages tavshed uden kontakt til verden udenfor.

Efter en halv times kørsel ankom vi til centeret, der mest af alt ligner den gård, vi kender så godt fra Emil fra Lønneberg. Vi blev straks budt velkommen, og fik af vide at al bagage skulle blive udenfor, og vi skulle komme ind og blive registreret. Et registreringsbord til mænd og et til kvinder. Opdelingen var i gang og føltes meget mærkelig. Vi udfyldte en formular og afleverede mobil og andre værdigenstande. Så fik vi udleveret en seddel med værelsesnummer. Jeg var SÅ spændt på om det var sovesal, som det er på nogle centre i verden. Men jeg var så heldig at få eneværelse helt oppe under taget, hvor man havde indrettet ni små værelser. Alle kvinder (+ 40 stk.) på nær nogle få, som var på et længerevarende ophold, boede i det samme hus. I stueetagen og 1. salen var der værelser med plads til to og tre personer. Jeg så ikke, om der var til fire også, men nogen sov i hvert fald i køjeseng. Der var i alt seks toaletter og fem brusekabiner i hele huset. Det blev aldrig noget problem, og der var sjældent nogen, der stod i kø.

Med det på plads, sengen redt og kufferten tømt ud i den rummelige kommode, gik vi til informationsmøde. Vi var delt op i svensk- og engelsksprogede. Det var praktiske informationer, og herefter startede tavsheden og opdelingen i mænd og kvinder. Vi fik aftensmad for sidste gang i 10 dage. Herefter gik vi til vores første meditation, men først skulle pladserne fordeles, og det er ikke tilfældigt, hvor man kommer til at sidde. Jeg sad på 4F, som var næsten bagerst. De første fire rækker er for gamle elever, så kommer der fire rækker med nye elever. Seks i hver række. Aller bagerst op ad væggen sad dem med særlige behov, såsom en væg at læne sig op ad eller en stol at sidde på. Kvinderne sad til højre i lokalet og mændene til venstre, adskilt af et forhæng (kun ved indgangen) og en bred mellemgang. Lærerne, en mandlig og en kvindelig sad for enden af mellemgangen med hver sin hjælpelærer lige ved siden af. Op ad væggen efter hjælpelæreren sad alle de frivillige i futtog formation. Der var 6-7 stykker af hvert køn/ til hver side. De tog sig af alt det praktiske som madlavning og rengøring. De deltog i meditationerne, når de havde mulighed for det.

Maden var vegetarisk enkel og rigtig god. Om morgenen fik vi havregrød med varme rosiner og svesker. Dertil var der frugt, solsikkefrø, hørfrø og kanel. Men også knækbrød, agurk, tomat, tahin og peanutbutter. Forskellige slags te, kakao og kaffe. Til frokost fik vi ofte ris og en grøntsagsgryde. Hertil kunne vi spise brød og knækbrød. De fleste dage endda en lille dessert i form af en kiks eller en frugtsalat.

Centeret ligger op ad en dejlig skov. Såvel skov som øvrige arealer omkring henholdsvis kvinde- og mandehuset blev adskilt med blå nylonsnor. Så vi var ikke i tvivl om, hvor vi måtte færdes. Derfor var det SÅ stort, da portene gik op og vi kørte ud i ”friheden” den 11. dag, som jeg har illustreret på Insta med en lille video af det store øjeblik. På billedet  (der er taget fra skoven) kan du se kvindernes hus til højre, og hovedhuset hvor vi spiste til venstre. Den lave bygning til venstre for hovedhuset er meditationssalen, som kvinderne har indgang til fra denne side og mændene helt modsat omme på gårdspladsen foran hovedhuset. Jeg fik min mobil tilbage 15 minutter før bussen kørte til stationen, så jeg skyndte mig at tage et par billeder i skoven og en video på vej ud gennem porten.

Til sidst vil jeg lige nævne, at du ansøger om at komme på retreatet, som i øvrigt er helt gratis. Først når du har gennemført de 10 dage, kan du donere, hvad du vil og har mulighed for. Du kan se datoer og tilmeldingsfrister her.

I mit næste indlæg kan du læse om ”Min oplevelse med Vipassana – den indre rejse”.

Du ønskes et ærligt, kærligt og helt særligt 2018

Yvonne

 

Læs også:

”Jeg tager på Vipassana retreat de næste 10 dage”

2 kommentarer til “Min oplevelse med Vipassana – de ydre rammer …

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *