Inviter langsomhed ind i dit liv med Yin Yoga.

Du er vant til at bevæge dig hurtigt fra sted til sted, fra opgave til opgave for at opnå resultater på kortest mulig tid. Du arbejder med hurtige transaktioner og hurtigt internet. Du er blevet så hurtig, at du måske ikke kan mærke dig selv endsige din krops signaler. Hvem er jeg, og hvordan har jeg det egentlig? Hvorfor sover jeg dårligt og føler mig lidt kørt over? Din krop vil til enhver tid prøve at imødekomme de krav, du stiller til den, så i kølvandet på livet i overhalingsbanen kommer alle ubalancerne i form af dårlig søvn, dårlig fordøjelse, udmattelse, højt blodtryk, tristhed, stress, angst, depression osv…

Når du er i en Yin Yoga stilling, har du mulighed for at lytte til kroppen. Det betyder blot, at du giver den lidt opmærksomhed. Gå en runde i alle værelser i din bolig. Start fra dit fundament (den del af kroppen der støtter i underlaget) og flyt opmærksomheden langsomt fra sted til sted i kroppen. Er der koldt, varmt, ømt, forsømt, mørkt, lyst, let, tungt og hvilke følelser fremkalder det. Alt er ok. Du skal ikke gøre noget, bare registrer og anerkend det du oplever.

Når du inviterer langsomhed ind i dit liv på yogamåtten, vil det brede sig til resten af dit liv. Lidt ad gangen – for kun langsomme ændringer er holdbare. Hvis du går for hurtigt frem, giver du hurtigt op. Med tiden lærer du dig selv, din adfærd og reaktioner bedre at kende. Måske får du lyst til at være mere omsorgsfuld over for dig selv og lade langsomheden sive ind i andre områder af dit liv. Selv små doser opmærksomhed vil få enhver celle i dig til at juble.

Download de 26 siders uddrag af min bog ”YIN YOGA – stræk dig til velvære” og kom ned på gulvet nu.

Kærligst

Yvonne

yvonne0052

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *