Et garn genbrugs projekt!

For mig er håndarbejde lig med nydelse og meningsfuld selvforglemmelse. Ofte bliver jeg dog enten, ikke færdig med det jeg laver, eller også er jeg ikke er tilfreds med resultatet. Af det har jeg lært, at jeg skal holde mig til simple projekter. Det er et sådant projekt, jeg vil dele med dig.

På et af mine hold kom en skøn kvinde en dag fejede ind af døren i sin poncho. Hun så bragende godt ud i den. Jeg måtte straks høre hvor kreationen var fra. Hun havde købt den i Zara for flere år siden – suk. Jeg prøvede den og studerede den indgående. Den var i fire farver af forskellig slags strik, sikkert klippet ud af striktrøjer som Zara har haft i overskud. Herefter syet sammen til én stor firkantet poncho.

Jeg var solgt. Den måtte kunne strikkes af rester og ufærdige projekter. Som sagt så gjort. Jeg gik straks hjem og stod på hovedet i min garnkasse. Ved at pille et par ufærdige trøjer op fik jeg efterhånden samlet garn nok til at strikke 16 aflange firkanter på 30 cm i bredden og 40 cm i længden. PÅ den måde bliver ponchoen 120 cm bred og hænger 80 cm ned foran og bagved. Hvis du vil have den større eller mindre, regulerer du bare størrelsen på firkanterne. Det kræver et par strikkeprøver, da mit garn ikke var ens i tykkelse og noget skulle strikkes dobbelt, ligesom jeg har leget med ret og vrang.

Genbrug og meningsfuld selvforglemmelse – det er da “win win situation”. Krøllen på historien er, at min datter nu taget ponchoen med sig hjem. Det gør mig rigtig glad!

God fornøjelse med håndarbejdet

En kommentar om “Et garn genbrugs projekt!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *