”De fem”

”Du er summen af de fem personer, du tilbringer mest tid sammen med” lyder et citat. Det giver mig virkelig stof til eftertanke, for hvem er jeg så egentlig?

”De fem” udgør dit nærmiljø på godt og ondt. Alt i dit liv er under indflydelse af de fem personer. De påvirker din måde at tænke på, dit selvværd og hvordan du lykkes med dit liv. Hvem tilbringer du mest tid med? Overvej om det er de rigtige mennesker, du omgiver dig med. Hvordan er energien? Er du udmattet eller er du opløftet efter samvær med dem? Træd et skridt tilbage og kig på dem. Hvilke kvaliteter har de? Kan du skifte nogen af ”de fem” ud? Det kan selvfølgelig ikke altid lade sig gøre, men du kan overveje, hvor meget tid du vil bruge sammen med dem.

Vores forhold og samspil med andre mennesker fortæller noget om, hvor i livet vi er, og hvordan vi har det med os selv. Du har sikkert også prøvet, at være meget tæt med nogen, som ikke er i dit liv mere. Ikke fordi du eller den anden part, har taget en bevidst beslutning om ikke at ses mere. Men mere fordi I havde brug for hinandens kvaliteter til at udvikle jer hver især, netop på det tidspunkt, og nu er I begge ”videre”. Ethvert møde med et andet menneske er med til at præge dig, og bliver en trædesten på dit livs vej.

Tiltrækker du de rigtige mennesker at spejle dig i? Får de det bedste frem i dig? Understøtter de dine drømme?  Ellers opsøg mennesker hvor du fornemmer en god energi. Nogen der gør dig glad og får dig til at vokse som menneske.

Jeg vil til at være mere opmærksom på, hvordan jeg fordeler min tid og forsøge at omgive mig med dem, hvis kvaliteter jeg beundrer og håber så på, at det smitter lidt af på mig.

God weekend

Yvonne

De fem venner

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *